Min indmeldelse i parti-politik

Jeg er efterhånden blevet en halvgammel dreng – midt i halvtredserne – og har været med i politik ganske længe på den mest almindelige måde: som kværulant på sidelinien.

Indtil for nylig har jeg ikke ment, at det var nødvendigt at blande mig direkte i det hundeslagsmål man kalder parti-politik, og hvis jeg stadig troede, at det danske lands og folks interesser blev varetaget nogenlunde ansvarligt af de etablerede politikere, ville jeg langt foretrække at blive siddende trygt i anmelder-logen sammen med Statler og Waldorf..

Men tiden løber, og det danske folk synes at være på vej mod en multietnisk katastrofe – måske ligefrem udslettelse, så jeg har taget den sure bid af det bitre æble og meldt mig ind i et parti – samt stillet mit kandidatur til rådighed – foreløbig ved kommunalvalget i november.

For hvilket parti? Udvalget er ikke ret godt:

Venstrefløjen har hele tiden haft et groft uansvarligt forhold til islam og indvandring: for dem er politik vist mest af alt et spørgsmål om at realisere sig selv. Den ubehagelige virkelighed for almindelige mennesker kommer i anden række.

Ud med dem!

For de borgerlige har det meget længe blot været et spørgsmål om penge.

Ud med dem!

Så er der DF: I mange år håbede og troede jeg på, at Dansk Folkeparti kunne dreje de andre partier – ikke mindst de borgerlige – tids nok til at undgå det værste. Det tegnede godt i starten, men..

Hanen galer – DFs fornægtelse af folket:

Som enhver kan se idag, er DF alt for længe om at presse de afgørende ændringer igennem – ja, så længe, at man kan få den mistanke, at de ikke er særligt interesserede i at løse problemet, men mere har brug for det som en mærkesag, de evigt kan profilere sig på.

Første gang, DF for alvor svigtede folket, var ved årsskiftet 2007-8.
EU var på vej med en egentlig forfatning. I første omgang var den blevet forkastet i kernelandene Frankrig og Holland, og efter at have flyttet nogle kommaer og givet den et nyt navn, Lissabon-traktaten, blev den nu presset igennem uden afstemninger rundt omkring.

I Danmark havde statsminister Anders Fogh Rasmussen sørget for, at EU ikke blev et tema i valgkampen november 2007 ved at love en folkeafstemning om traktaten – så kunne EU-debatten tages der. Højesteret var imidlertid sat til at “undersøge”, om den såkaldte forfatningstraktat juridisk set krævede en folkeafstemning, og de kom “mærkelig nok” frem til at det ikke var nødvendigt. Det udnyttede Fogh til at aflyse afstemingen, og pludselig engang i foråret 2008 var Danmark blevet medlem af en føderation ala USA – helt uden at folket havde sat et kryds.

Den borgerlige regering sad som sædvanligt på DFs nåde, men DF stillede IKKE Fogh et ultimatum, selvom EU-skepsis vel var DFs mærkesag nummer 2.

Anden gang, DF svigtede folket, var i sommeren 2015.
Som de fleste vil huske væltede det ind på de danske veje med muslimske mænd i den våbenføre alder. I tusindevis. Dette var vel DFs mærkesag nummer 1, men alligevel kunne DFs formand ikke få sig selv til at ringe til statsministeren og kræve, at han fik politiet til at lukke havnen i Rødby og grænseovergangene i Sønderjylland. Mutti Merkel über alles..

DFs tredje vigtigste eksistensberettigelse er vel (i hvert fald for mig at se) at være den sociale garant i en borgerlig regering – altså at spille rollen som socialkonservative, nu hvor det navnemæssigt konservative parti forlængst har forladt sit grundlag. Dette har man længe profileret sig på, men svigtede så totalt, da man i foråret 2016 sammen med regeringen vedtog at skære voldsomt ned på nogle af landets fattigste: kontanthjælpsmodtagerne. Man var endog lige ved at svigte sine kernevælgere: pensionisterne.

I en situation, hvor partiet er det største til højre for midten, er det ubegribeligt, så lidt man har kunnet flytte statsministerens og LAs kurs mod lukkede kasser og pivåbne grænser.

Som bibelen fortæller, svigtede apostlen Peter Jesus Kristus 3 gange, inden hanen nåede at gale. Nu er JEG gal, og DF har svigtet sit folk rigeligt: De dur ikke – og må simpelthen kasseres akkurat som de andre partier i folketinget.

Ud med dem!

Med et slapt DF og de andre decideret elendige partier i folketinget så det indtil for nylig håbløst ud. Men så var der jo de nye partier, af hvilke jeg vil nævne de tilbageværende alternativer:

Nye Borgerlige har haft mest succes.
Partiet er tilsyneladende baseret på dygtig markedsføring (Lars Kaaber) og en forvokset tøsebloggers uafladelige ordflom tilsat mere eller mindre diskrete doser visuel erotik (Pernille Vermund). Det lignede i starten en sikker vinder, indtil mange fandt et påskud for at fortryde deres umiddelbare betagelse (Sherin Khankan-sagen). Men som jeg længe har gjort opmærksom på, er der 2 store problemer med Nye Borgerlige:

For dem er Danmark ikke et hjem for det danske folk, men en virksomhed – eller i det mindste et erhvervsareal. Muslimer kan man selvfølgelig ikke lide – de går bare i vejen og giver problemer, men i princippet er landet åbent for enhver kineser, der kan udkonkurrere en dansker (PV har indtil videre besvaret spørgsmålet med sigende tavshed). Man kan så prøve at tænke over de sandsynlige konsekvenser på lidt længere sigt..

Desuden mener de, at enhver langtidsarbejdsløs skal klare sig for 6000 kroner om måneden, deres bud på borgerløn, hvilket næsten er en dødsdom med de basale omkostninger der er i nutidens Danmark. Eller i hvert fald ensbetydende med at smide arbejdsløse ud af deres boliger og hen til en tilværelse på en slags fattiggård. Gad vide, hvad det mon betyder for sammenhængskraften..

Det sidste er ikke ligegyldigt, hvis man med folket mener HELE folket. Arbejdsløsheden er kommet for at blive – der bliver jo næppe MINDRE automatisering med tiden, så også dette punkt bør være en deal-breaker for folk, der ønsker en politik, som sikrer Danmark som hjem for det danske folk.

Ud med dem!

Uafhængige Demokrater er tilsyneladende nogle venstreorienterede mennesker, som har fået et reality-check, som det vist hedder på nudansk. Umiddelbart lyder mærkesagerne sympatiske, men djævelen ligger i detaljen, og begrundelserne virker ikke betryggende:

Asylstop betegnes som det mest solidariske. Det er det muligvis også, men det er først og fremmest nødvendigt af hensyn til Danmarks overlevelse.

Vi har efter udemokraternes mening et ansvar for alle, der flygter, selvom de blot stikker af fra regningen, altså fattigdom. Vi skal tilsyneladende være bistandskontor for hele verden omend på afstand. Den økonomiske vinkel er åbenbart alligevel med i overvejelserne, for der står også

“Derudover vil langt færre få asyl i Danmark, da vi vil indføre et krav om, at man skal kunne forsørge sig selv, hvis man kommer her til landet og slår sig ned.”

hvilket jo til forveksling ligner det borgerlige slogan om åbne grænser og lukkede kasser. Dog er kasserne altså åbne, hvis blot man holder sig væk. Besynderligt.

Den anden mærkesag har overskriften “Slut med jagten på de svageste i vores samfund”, og jeg kunne ikke være mere enig, men når det uddybes med

“Vi ønsker en større socioøkonomisk retfærdighed og lighed. Skellet mellem rig og fattig skal udlignes”

ligner det det almindelige ufokuserede lighedsdogme. Men det er jo ikke de rigtigt riges skyld, at de fattige er fattige, og det er først og fremmest afstanden til den solide middelklasse, der er rystende stor efter de seneste nedskæringer på kontanthjælpen.

Den tredje mærkesag, “Fokus på klima, miljø og bæredygtighed”, er et klassisk feel-good-slogan, og jeg har ikke direkte noget imod det, men når det så lyder:

“Vi ønsker en målsætning om 100 procent økologi hurtigst muligt og accelereret overgang til 100 procent vedvarende energi.”

bliver det for Alternativt. En hurtig overgang til økologi vil betyde mangel på billig og sund mad, og en straks-afhængighed af vedvarende energi bliver for dyrt og usikkert – De fattige betaler som altid den dyreste pris, når glorien skal pudses..

Punktet “Bedre livskvalitet for børnefamilier” lyder da plusgodt, men det er svært at se, hvad det dækker over.

Og femte og sidste mærkesag, Demokratisk reform, kan jeg heller ikke have noget imod.

Samlet set er det tydeligt, at de “Uafhængige Demokrater” er temmelig afhængige af sædvanlige socialistiske dogmer. Det er ikke direkte dårligt, men som nationalt sindet menneske er det svært at have tillid til projektet. Og når partiledelsen så fremturer med noget der ligner historieforfalskning (til gavn for de røde) i en kronik på Altinget, kan det slet ikke anbefales.

Ud med dem!

===

Så er vi kommet til smertensbarnet Dansk Samling.

DS er på mange måder et udmærket parti, og de har i hvert fald en flot historie med deltagelse i modstandskampen under anden verdenskrig. Dengang var det Hitler, idag er det Merkel, og den nationale sag er vi nogenlunde enige om. Min bekymring går ikke så meget på programmet, men nærmere på den interne kultur.

Partiet lader til at være akkurat lige så topstyret som de gamle partier inde i folketinget, og der gives ikke megen frihed for partimedlemmernes udfoldelse i offentligheden. Det mener jeg er både skadeligt og ufolkeligt. Hver fugl synger jo med sit næb, og de små forskelligheder i stilen og tilgangen til løsningen af problemerne giver bedre resultater. Den folkelige forankring virker simpelthen ikke, hvis Lis og Per får mundkurv på, når de ønsker at bidrage. Jo, pressen vil da forsøge at problematisere et partis forskelige stemmer, men det bør man springe op og falde ned på. Hvis vi lader pressen dirigere vor adfærd, har vi formentlig allerede tabt.

Desuden ligner partiet mere en klub for fine akademikere end et politisk parti, hvilket f.eks. afspejler sig i deres tynde afsnit om socialpolitik:

Hovedvægten lægges på, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at økonomisk hjælp er midlertidig. Der tales formandende om den arbejdsløse næsten som var det et ulydigt barn: “Arbejdsduelige modtagere af overførselsindkomster skal tilskyndes til at indtræde på arbejdsmarkedet”. Dette lyder helt som konsensus i nutidens folketing, og er meget langt fra kendsgerningerne ude i den virkelige verden. Samfundets automatisering drøner derudaf, og hvis den nuværende arbejdstid ikke sænkes markant, vil den permanente arbejdsløshed kun stige. Man bør ikke “tilskynde”, men have tillid til den almindelige dansker, og lade være med at plage folk, som er til overs på arbejdsmarkedet.

Jeg tror ikke en eneste af de fine mennesker der styrer partiet har prøvet at være arbejdsløs i længere tid, de har jo tilsyneladende ingen holdning til de borgerliges seneste angreb på landets underklasse (kontanthjælpsreformen). Hvis Danmark skal være for hele det danske folk, er denne ligegyldighed/kynisme ubrugelig. Underklassen er indvandringens første ofre. De har levet dør om dør med problemerne i mange år, og de fortjener en klart positiv udmelding fra et parti der betegner sig som nationalt.

DS virker altså strengt centralistisk, lettere nedladende og ikke som en pålidelig garant for indvandringens primære ofre. Dermed må også de kasseres..

Ud med dem!

Nu er det på tide at citere min gamle ven Sherlock Holmes:

“Når man har elimineret det umulige, så må det, der er tilbage – uanset hvor usandsynligt – være sandheden.”

Og lad mig tilføje: “retfærdighed og Sund fornuft” – ergo Stram Kurs!

Ulempen er at partiet endnu er i sin spæde start og ikke har et detaljeret politisk program, men på den anden side er dette også en af partiets store fordele: Der er (endnu) ingen grund til at kassere dem. Kursen er stram, men ikke skæv!

Vigtigst af alt, har Rasmus lovet mig, at det ikke bliver et parti for de rige, der kan købe sig fri af det muslimske problem og sende deres børn i pæne privatskoler, mens de nyder indvandringen af billig arbejdskraft.

Stram Kurs vil ikke mindst forsvare indvandringens første ofre: De almindelige danskere, som ikke har røven fuld af penge. Partiet sætter den danske identitet i centrum, men vægter også friheden højt – og vel at mærke ikke kun de velhavendes frihed. Der står vi sådan cirka. Resten er for mig – detaljer.