Pragmatisme, tak!

“Liberale” mennesker elsker principper fra de gode gamle dage, især naturligvis ejendomsretten og den evige ret til at konkurrere “på lige fod” med andre, selvom det selvfølgelig aldrig rigtigt er på lige fod.

De fleste af folks “egne penge” har dog været andres og har skiftet ejermand via, ikke “fantastisk personlig indsats” men noget så profant som folks lighed med samfundsmaskinens efterspurgte tandhjul.

Højrefløjens forhold til ulighed, hvor ingen omstændigheder er dårlige nok til at fratage samfundstaberen det fulde personlige ansvar for egen fallit, synes ofte at hænge sammen med noget, der må kaldes et religiøst forhold til tilfældige tekster udformet i 17 eller 18 hundrede tallet.

Lad os tage det elskede 2. afsnit af USAs uafhængighedserklæring:

“We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the Pursuit of Happiness. That to secure these rights, Governments are instituted among Men, deriving their just powers from the consent of the governed;”

Bortset fra, at man dengang åbenlyst forbrød sig mod ordene ved at have slaver, er ansnittet det rene nonsens på linie med så meget andet nysprog fra diverse magthavere.

Mennesker er på ingen måde skabt lige – nogle er i hvert fald betydeligt mere lige end andre helt fra fødslen af, og det gælder selvfølgelig både arv og miljø.

Hvad værre er for markeds-egoisterne, så er “Liberty and the Pursuit of Happiness” ikke bare sikret eller understøttet af regeringer, men selvfølgelig også hæmmet eller direkte forhindret. I USA, der har dødsstraf, er selve livet altså modarbejdet for nogle mænds vedkommende, og den frie søgen efter lykke er obstrueret på alle mulige tænkelige måder.

At regeringers kræfter skulle være billiget af de regerede masser, gælder jo kun for det ofte flygtige flertals vedkommende. De 49% har IKKE givet deres samtykke til tingenes tilstand.

Afsnittet er som så mange andre principielle politiske proklamationer noget selvmodsigende sludder, der ikke kan bruges som argument for noget som helst:

Den enkeltes frihed er forholdsvis illusorisk – mest et produkt af den medfødte ulighed samt andre tilfældigheder – og kan både fremmes og hæmmes af regeringer. Lykken og livet ligeså.

De mange skæbner er konkrete, og sådan må politik også være. Som vor gamle statsminister Poul Schlüter sagde: ideologi er noget bras!

Vi ved jo dybest set godt, at meget få har det fulde personlige ansvar for deres egen lykke eller ulykke, frihed eller ufrihed, liv eller død – og ganske mange har ganske lidt indflydelse på deres situation.

Ansvaret blæser faktisk i vinden – i et samspil mellem mere eller mindre tilfældige valg fra alt og alle som har berøring med den stort set uansvarlige person, der er mennesket.

Et tandhjul er nu engang et tandhjul, selvom det gerne vil tro noget mere. Og tandhjul bør behandles med konkret fornuft og kærlighed, ikke principiel udenomssnak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *