Muslim-sanktioner splitter atter folket

Når man ikke vil kalde en spade for en spade, ender man med at rette bager for smed. Det rammer så underklassen og splitter det danske folk fremfor at samle dem mod den muslimske masseindvandring og dens ødelæggende resultater. Naturligvis vil en kasseret arbejdsløs dansker nødigt bo i en ghetto, men hellere det end på gaden, hvilket let kan blive alternativet.

Man må konstatere at mens de røde startede ødelæggelsen af Danmark, så gør blå blok “arbejdet” færdigt.

Den rette løsning er naturligvis ikke at indføre flere sanktioner mod den i forvejen hårdt prøvede danske underklasse, men at få sendt ghetto-muslimerne ud af vores land.

DR.dk:

Som led i aftalen er regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti blevet enige om, at der skal indføres et forbud mod, at folk på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse må flytte til de mest udsatte ghettoområder.

Kampen for frihed på lidt længere sigt

Nogle gange kan den kortsigtede sejr for friheden vise sig at være en Pyrrhus-sejr – og i virkeligheden være skadelig på lidt længere sigt. Mange frihedselskende mennesker er f.eks. modstandere af politiet og betragter dem som en formynderisk, næsten diktatorisk stats forlængede arm. Nogle, men efterhånden færre, mener ligeledes at landegrænser er en trussel mod menneskers frihed. Grænser kan de fleste frihedselskende mennesker efterhånden godt se fornuften i, men det er såmænd også lidt sådan med politiet. Nogle gange må man ofre lidt frihed for at vinde noget mere frihed. Mere om det lidt senere, apropos demonstrationen for mere og bedre politi, som afholdes torsdag den 1. marts.

Dilemmaet fik mig til at tænke på den gamle sag, hvor Lars Hedegaard var inviteret hjem hos en kendt dansk blogger og gav et interview på engelsk med tilpas meget direkte tale til at han blev sigtet efter den vanvittige racismeparagraf – og dømt i landsretten, men siden frifundet i Højesteret. Den tidehvervske stridsmand Jesper Langballe støttede Lars Hedegaard med følgende friske udtalelse:

“- Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.” [Berlingske]

Det førte til en lignende sag, men Langballe valgte bravt at indrømme overtrædelsen og tage straffen med godt humør og ordene:

»Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg anses for at være dømt på forhånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. – Derfor tilstår jeg. (…) Strafbarhedskriteriet i §266b er altså alene om nogen føler sig ”krænkede” eller ”forhånede” – ikke om det er sandhed eller løgn,« [Berlingske]

Skulle Hedegaard i virkeligheden ikke have gjort som Jesper Langballe? Altså have taget sin straf i stedet for at give den antidemokratiske paragraf den anerkendelse det er at prøve at drible udenom? Ville han ikke da have stået stærkere som dissident – og ville han ikke derved have tjent ytringsfriheden bedre på den lange balle – øhh bane??

Dette diskuterede jeg meget med en af mine venner, og han skrev det egentlig bedre end jeg selv gjorde dengang i 2011, så herunder følger hans indlæg:

===>

Lars Hedegaard er netop blevet frikendt i sagen, hvor han var anklaget for forhånelse af muslimer, og dermed for at have overtrådt staffelovens nok så berygtede paragraf 266 b.

Begrundelsen for frifindelsen var, at han ikke vidste, at det interview han gav under en julefrokost ville blive offentliggjort.
.
Dommen er selvfølgelig god for Lars Hedegaard, og guderne skal vide, at vi ønsker paragraf 266 b. hen hvor peberet gror.

Krimanalisering af ytringer hører hjemme i en fascistoid stat, og ikke i et land der påberåber sig demokrati og ytringsfrihed.

Men inden man bevidstløst begynder at bryde ud i jubel over dommen, bør man påtænke, at denne frifindelse gør mere skade end gavn.
.
For med frifindelsen af Hedegaard er vejen til paragraf 266 b.s afskaffelse blevet betydelig længere. Problemet er, at jo flere der frifindes efter at være anklaget for overtrædelse af paragraffen, des sværere bliver det at etablere en folkelig modstand imod den.

Det bedste ville således være, at langt flere – især kendte debattører – blev dømt efter paragraffen, så enhver kunne se, hvor idiotisk den er. Set i det lys er dagens frifindelse af Hedegaard beklagelig.

Sandsynligvis har dommerne tænkt det samme da de frifandt Hedegaard, for begrundelsen for frifindelsen, at han skulle have været uvidende om at interviewet kom ud til en bredere kreds, virker noget søgt.

Nu tyder det så på, at “Snaphanen” der bragte interviewet, står tilbage med aben.
Hvis Hedegaard havde været et mandfolk ligesom Jesper Langballe, havde han erklæret sig skyldig, og vedtaget en bøde.
Dermed ville han gøre en aktiv indsats i kampen mod paragraf 266b., fremfor blot at hytte sit eget skind.

Det er nemlig ingen skam at erklære sig skyldig i at have overtrådt en totalitær lov, som enhver ville kunne komme til at overtræde.
Ja, som enhver hædersmand faktisk bevidst burde overtræde, i kampen mod statslig censur og sindelagskontrol.
.
Frifindelsen af Hedegaard er næppe nogen sejr for ytringsfriheden, som han hævder. For så længe paragraf 266 b. eksisterer, forsøger staten at kujunere folk til at holde kæft.
Og de der ikke gør det, og som er mindre kendte i offentligheden, får ikke nødvendigvis samme blide medfart som Hedegaard.
.
Hvis ikke sagen i den grad havde været i offentlighedens søgelys, var Hedegaard næppe blevet frifundet. Men nu har man ikke turdet andet, for en domfældelse ville have sat paragraf 266 b. under yderligere pres.
.
Tilhængerne af paragraffen må kunne glæde sig over, at ganske vist fik de ikke dømt Hedegaard, men til gengæld har paragraf 266 b. nu med al sandsynlighed sikret sig en forlænget levetid.

Cordua trænger selv til produktudviking

På tide, at Jarl Cordua får et fur:

Cordua er en kommentator af igår. Han tror politikerne kan fortsætte i evighed med at omforme og produktudvikle sig selv. Og så håbløst har demokratiet da også set ud længe – folks hukommelse er kort, og de vil gerne tillægge deres økonomiske favoritparti den værdipolitik, de pt finder mest moralsk bekvem.

Men tingene eskalerer, og stadigt flere får politikernes masseindvandringsprojekt ubehageligt tæt ind på livet, så en dag gælder den der marketings-journalistik ikke længere. Der er simpelthen en udløbsdato på Cordua-typen.

S overhaler V i udlændingepolitikken

Min forudsigelse er blevet bekræftet: S overhaler blå blok højre om i udlændinge-politikken [BT.dk]

Det gør de naturligvis, fordi den landsskadelig politiks konsekvenser rammer de nedre klasser før de rammer de øvre.

Det har aldrig været naturligt for tidens pengefikserede borgerlige at lukke grænserne og passe på land og folk. For dem er “working poors” og åbne grænser i hvert fald midlertidigt en fordel.

De rødes systemfejl er fikseringen på den uendelige globale solidaritet – og det kulturmarxistiske had til egen befolkning.

Som jeg spåede vil Mette Fup – akkurat som andre af tidens levebrødspolitikere – sige og mene hvad som helst for at komme til fadet, og hun har fattet at hendes skæbne ikke behøver være knyttet til EUs succes – derved adskiller hun sig fra Løkke – og det er i høj grad et spørgsmål om timing.

Det er klart, at man ikke kan have tillid til Mette og socialkrabaterne, men retorikken fortæller historien om, at tingene flytter sig.

Mai Mercados opdragelse af befolkningen

Mai “Booork” Mercado, tidligere Henriksen, er på alle måder en blind høne.
Det var hende, som sagde at kontanthjælpsmodtagere, der søgte julehjælp, burde spare op til julen. Men sagen er jo, at det meget længe har været sådan, at kh-modtagere netop IKKE må eje et betydeligt beløb – i så fald skal de bruge det før de kan modtage bistand. Lovgivningen for outsidere, fattige, dem på kanten er netop lavet sådan at det er Enten-eller: Enten er man inde på det politisk korrekte arbejdsmarked, eller også kan man lige så godt lægge sig helt ned!

Gevinsten ved at prøve noget selv er lig nul – man tilskyndes absolut IKKE til opsparing og får intet ud af det lidt arbejde man evt. kan få eller klare. Der modregnes næsten krone for krone, hvilket afholder dem med evner og muligheder fra at gøre den ekstra indsats for at bryde mønsteret.

HVIS omvendt kontanthjælpen kun var en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvilket giver rigtig god mening al den stund, at man netop står til rådighed for arbejdsmarkedet, SÅ ville man kunne bevare den formue, man havde oparbejdet, og der ville være incitament for at gøre en indsats for at spare op, selvom man var på kanten og ikke kunne komme til at arbejde på fuld tid. I SÅ tilfælde kunne stakkelshadere og andre langt bedre opfordre folk til at spare op til julen. Som reglerne længe har været, gav Mercados opfordring ingen mening og viste blot at hun både er dum og ondskabsfuld.

At hun så også støtter den knivskarpe islamist Øslem, bekræfter sådan set bare indtrykket af en hovedløs høne parat til halalslagtning.

[TV2 – Minister stiller krav til børns opdragelse – få gode råd her]

PS: Panelet består af:
Sofie Münster, Özlem Cekic, Tom Jensen, Peter Lund Madsen, Peter Mygind, Claus Holm, Imran Rashid, Fie Hørby Kristine Sloth, Louise Gjervig Lehn og Per Schultz Jørgensen.

PPS:
Altså en række bløde politisk korrekte personer samt 2 muslimer.
Peter Mygind er ham, der forsvarede den (muslimske) voldsmand, der angreb hans søn. Per Schulz Jørgensen er 68er højt på strå og far til den ulidelige Kresten, der fik fast kronikplads i Politiken fra han gik i gymnasiet – og senere forsøgte at lave en endnu mere klam udgave af Politiken ved navn Dagen, som dog kun holdt et par måneder. Tom Jensen er chefredaktice på Berlingske og cirka lige så indskrænket som fru mercado.
Helt igennem usmagelige personager for en ægte konservativ.

Lov om samtykke ved sex?

Når automatiseringen er yderligere fremskredet, risikerer vi, at alle kan se, at arbejdstiden må ned, så vi alle kan være med i legen og ved gaveboden. For at forhindre denne folkelige solidaritet må systemerne finde på beskæftigelsesterapi og lave de fornødne jobbeskrivelser, så en udenfor-klasse kan opretholdes og folket forblive delt og manipulerbart. Her er så en af metoderne: bureaukratisering af kønsspillet.

[JP – Debat]

Russerne eller musserne?

For tiden oprustes der mod russerne – eller er det mon mod musserne?

Magthaverne er næppe helt idioter – den egentlige fjende er selvfølgelig de uroligheder, politikerne og deres dumsløve vælgere selv har skabt med masseindvandringen.

Pragmatisme, tak!

“Liberale” mennesker elsker principper fra de gode gamle dage, især naturligvis ejendomsretten og den evige ret til at konkurrere “på lige fod” med andre, selvom det selvfølgelig aldrig rigtigt er på lige fod.

De fleste af folks “egne penge” har dog været andres og har skiftet ejermand via, ikke “fantastisk personlig indsats” men noget så profant som folks lighed med samfundsmaskinens efterspurgte tandhjul.

Højrefløjens forhold til ulighed, hvor ingen omstændigheder er dårlige nok til at fratage samfundstaberen det fulde personlige ansvar for egen fallit, synes ofte at hænge sammen med noget, der må kaldes et religiøst forhold til tilfældige tekster udformet i 17 eller 18 hundrede tallet.

Lad os tage det elskede 2. afsnit af USAs uafhængighedserklæring:

“We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the Pursuit of Happiness. That to secure these rights, Governments are instituted among Men, deriving their just powers from the consent of the governed;”

Bortset fra, at man dengang åbenlyst forbrød sig mod ordene ved at have slaver, er ansnittet det rene nonsens på linie med så meget andet nysprog fra diverse magthavere.

Mennesker er på ingen måde skabt lige – nogle er i hvert fald betydeligt mere lige end andre helt fra fødslen af, og det gælder selvfølgelig både arv og miljø.

Hvad værre er for markeds-egoisterne, så er “Liberty and the Pursuit of Happiness” ikke bare sikret eller understøttet af regeringer, men selvfølgelig også hæmmet eller direkte forhindret. I USA, der har dødsstraf, er selve livet altså modarbejdet for nogle mænds vedkommende, og den frie søgen efter lykke er obstrueret på alle mulige tænkelige måder.

At regeringers kræfter skulle være billiget af de regerede masser, gælder jo kun for det ofte flygtige flertals vedkommende. De 49% har IKKE givet deres samtykke til tingenes tilstand.

Afsnittet er som så mange andre principielle politiske proklamationer noget selvmodsigende sludder, der ikke kan bruges som argument for noget som helst:

Den enkeltes frihed er forholdsvis illusorisk – mest et produkt af den medfødte ulighed samt andre tilfældigheder – og kan både fremmes og hæmmes af regeringer. Lykken og livet ligeså.

De mange skæbner er konkrete, og sådan må politik også være. Som vor gamle statsminister Poul Schlüter sagde: ideologi er noget bras!

Vi ved jo dybest set godt, at meget få har det fulde personlige ansvar for deres egen lykke eller ulykke, frihed eller ufrihed, liv eller død – og ganske mange har ganske lidt indflydelse på deres situation.

Ansvaret blæser faktisk i vinden – i et samspil mellem mere eller mindre tilfældige valg fra alt og alle som har berøring med den stort set uansvarlige person, der er mennesket.

Et tandhjul er nu engang et tandhjul, selvom det gerne vil tro noget mere. Og tandhjul bør behandles med konkret fornuft og kærlighed, ikke principiel udenomssnak.